Koster velfærdsteknologi et hjemmebesøg?

Måske, men hjemmebesøg er ikke det samme som omsorg - artikel Ingeniøren 4/9-2026

I debatten om fremtidens plejesektor bliver velfærdsteknologi ofte reduceret til et spørgsmål om effektivisering: Hvor mange besøg kan vi undgå? Hvor mange kilometer kan vi spare? Hvor mange medarbejderminutter kan frigøres? Spørgsmålene er nødvendige, men de er ikke tilstrækkelige,
skriver Maj-Britt Hega fra Axitare.

Vi skal passe på med at gøre antallet af fysiske besøg til et mål for kvaliteten af vores pleje. Velfærdsteknologi kanbetyde færre besøg hos nogle borgere. Det bør vi turde tale om. Men vi bør også turde spørge, hvad sundheds–personalets knappe tid egentlig skal bruges på.

Jeg husker stadig et besøg fra min tid som hjemmesygeplejerske. Jeg skulle dispensere en borgers medicin i doseringsæsker til de næste 14 dage. På min liste var der afsat ni minutter. Borgeren var glad for at se mig. Hun ville gerne tale og begyndte at fortælle. Men jeg måtte stoppe hende.
Jeg skulle koncentrere mig. Når man dispenserer medicin, skal den rigtige tablet ligge i det rigtige rum på den rigtige dag. Der er ikke plads til halve ører og hyggesnak
samtidig.

Hun accepterede det og spurgte: »Kan vi så tale bagefter? « Jeg kiggede på uret. »Nej, desværre.« Jeg skulle videre. Jeg havde været fysisk til stede i hendes hjem. Jeg havde udført den sundhedsfaglige opgave, jeg kom for. Men jeg gik ikke derfra med en følelse af, at jeg havde
ydet ret meget omsorg.

Den oplevelse dukker ofte op i mine tanker, når vi diskuterer velfærdsteknologi og hører argumentet om, at borgeren jo mister et besøg, når teknologien tager over. Ja, det kan borgeren gøre, men et besøg er ikke nødvendigvis det samme som omsorg.

Sundhedspersonalet er ikke besøgsvenner

Det kan lyde hårdt. Det er ikke sådan, det er ment. For mange borgere er besøget fra hjemmeplejen eller hjemmesygeplejen vigtigt. For nogle er medarbejderen måske et af de få mennesker, de møder i løbet af dagen. Ensomhed og mangel på social kontakt er reelle problemer, og dem skal vi tage alvorligt.

Men vi bliver også nødt til at være ærlige: Sundhedspersonaleter ikke besøgsvenner.

Ikke fordi medarbejderne ikke vil tale med borgerne. Min erfaring er snarere det modsatte. De fleste gik ind i faget, fordi de gerne vil mennesker.

Men når kørelisterne er stramme, er tiden disponeret til konkrete opgaver. Medicin, sår behandling, insulin, personlig pleje, observation og behandling.

Hvis der f.eks. er afsat fem minutter til at hjælpe en borger med at få sin medicin udleveret, er de fem minutter ikke afsat til at afhjælpe ensomhed. Medarbejderen kan naturligvis nå at spørge til dagen og måske udveksle et par ord. Men bagefter venter den næste borger. Det rejser efter min mening et vanskeligt, men nødvendigt spørgsmål: Har vi gjort social kontakt til en utilsigtet sidegevinst
ved en sundhedsfaglig opgave?

Når medicinen ikke kræver et fysisk besøg Medicin er et godt eksempel på, hvordan teknologi udfordrer den måde, vi har organiseret hjælpen på.

I dag findes medicinrobotter, som kan servere en borgers dispenserede medicin på de aftalte tidspunkter. strerer, når medicinkoppen fjernes. Bliver den ikke fjernet, kan sundhedspersonalet få besked og reagere. Det er vigtigt at skelne: At koppen er fjernet, dokumenterer ikke i sig selv, at medicinen er indtaget.

Andre borgere har behov for assisteret medicinservering. Her kan en sundhedsperson via en skærm på robotten være til stede digitalt, støtte borgeren og se medicinen blive taget, så indtagelsen kan dokumenteres. Teknologien betyder heller ikke, at mennesker forsvinder ud af medicinhåndteringen. Den dispenserede medicin skal fortsat fyldes i robotten, eksempelvis ved et fysisk besøg hver 14. dag.

Men nogle af de tilbagevendende fysiske besøg, der alene handler om medicinservering, kan løses anderledes. Og det er her, dilemmaet opstår. For hvad nu, hvis borgeren savner det besøg?

Vi skal ikke løse ensomhed med ineffektive
arbejdsgange

Det er ikke fordi, at jeg synes, at det er ligegyldigt.

Tværtimod.

Hvis en borger er ensom og har brug for menneskelig kontakt, skal vi tage det behov alvorligt. Men vi bør også kalde behovet det, det er. Det er ikke nødvendigvis et behov for, at en  undhedsmedarbejder kører ud for at udlevere medicin. Det er et behov for menneskelig kontakt.

Hvis vi fastholder et sundhedsfagligt besøg, som teknologien ellers kan understøtte sikkert og hensigtsmæssigt, fordi besøget samtidig fungerer som social kontakt, risikerer vi at løse to forskellige problemer halvt.

Borgeren får måske fem minutters kontakt med en medarbejder, der allerede mentalt er på vej videre til næste opgave.

Og sundhedsvæsenet bruger samtidig en knap sundhedsfaglig ressource på en opgave, som ikke nødvendigvis kræver fysisk tilstedeværelse. Det er hverken en holdbar strategi mod ensomhed eller en bæredygtig måde at bruge vores sundhedspersonale på.

Selvbestemmelse går begge veje

For nogle borgere er hjemmebesøget ikke noget, de frygter at miste. Det er noget, de er bundet af.

Hvis du skal være hjemme på et bestemt tidspunkt for at få din medicin, er det medarbejdernes køreliste, der er med til at bestemme, hvornår du kan handle, besøge familie eller gå en tur.

Her kan teknologi give noget tilbage, som sjældent optræder som en linje i et kommunalt regneark:
Frihed.

Men selvbestemmelse betyder netop selvbestemmelse. Derfor skal vi heller ikke beslutte, at teknologi er den rigtige løsning for alle.

Nogle borgere har behov for det fysiske besøg. Nogle kan ikke anvende teknologien. Andre føler sig tryggere med et menneske i rummet. Og nogle situationer kræver selvfølgelig fysisk observation, behandling eller pleje.

Velfærdsteknologi er ikke god, fordi den er teknologi. Den er god, når den løser et reelt behov bedre end før.

Lad os måle på mere end sparede minutter

I debatten om fremtidens plejesektor bliver velfærdsteknologi ofte reduceret til et spørgsmål om effektivisering: Hvor mange besøg kan vi undgå? Hvor mange kilometer kan vi spare? Hvor mange medarbejderminutter kan frigøres?

Spørgsmålene er nødvendige, men de er ikke tilstrækkelige. Vi bør i stedet også spørge: Får borgeren større frihed og selvbestemmelse?

Bruger vi sundhedspersonalets kompetencer dér, hvor de gør størst forskel?

Og når et fysisk besøg erstattes af teknologi, har vi så undersøgt, om der samtidig forsvinder noget menneskeligt, som vi skal finde en anden og bedre måde at tage hånd om?

Vi får brug for teknologi i fremtidens plejesektor. Men målet bør ikke være en plejesektor uden mennesker. Målet bør være en plejesektor, hvor vi bruger mennesker til det, mennesker er bedst til.

Jeg ville gerne have talt med min borger den dag. Jeg havde bare ikke tiden.

Det er den virkelighed, vi også skal huske, næste gang vi siger, at et fysisk besøg nødvendigvis er det samme som omsorg.